Ikonet med de tre streger (også kaldet “burgermenuen”, fordi man kan se den som to boller og en bøf) som vi bl.a. kender fra Google, Facebook og YouTube, har vundet indpas hos mange af de mobile netbutikker, vi gennemgik i sommeren 2014: Halvdelen af alle sites anvender en burgermenu med de tre velkendte streger. Vi ser også en tendens til, at burgermenuen har vundet indpas flere steder end i 2013.
Mange brugere har allerede taget ikonet til sig fra andre sites – men vær opmærksom på, at menuen ikke er et “vidundermiddel” – information som lægges i denne menu vil som regel blive opfattet som sekundært, dvs. menuen bliver i værste fald helt overset.
Genkendelighed skaber tryghed, og derfor er det vores anbefaling, at bruge ikonet til navigationsmenuer på mobile enheder. Hvorvidt ikonet skal suppleres med en label som Kaufmann gør det herunder, afhænger både af din målgruppe, og ikke mindst hvor mange ikoner, du har i spil i headeren på samme tid.
Kaufmann benytter labels, der fjerner noget af tvivlen om, hvad ikonerne betyder.
Pas på med at bruge burgermenuen på desktopsites
Burgermenuen er blevet så populær i designkredse, at den nu også vinder indpas på desktopsites. Det skal du være meget varsom med – du forpasser nemlig chancen for at udnytte al den plads, som brugeren har på en desktop-skærm – og herved er der stor risiko for, at de aldrig opdager vigtige navgationselementer. Husk på, at burgermenuen i første omgang blev indført på mobiltelefonen pga. den yderst begrænsede skærmplads – det problem kæmper vi ikke med på store skærme. Nielsen Norman Group har benævnt burgermenuen på desktopsites for “one trend to avoid” og usabilityeksperten Steven Krug har meget rammende døbt begrebet sammen med indsnigelsen af andre mobile designelementer på desktopsites for “mobile to desktop creep“.