Brugernes forventninger skabes på de andres sites
Når du skal designe en e-handelsløsning, er det væsentligt, at du forholder dig til brugervenlighed. Brugervenlighed som ikke blot lever inden for din løsning, men som også bygger på brugerens forventninger, der er skabt via erfaringer på andre websites, de har benyttet.
Når usability-eksperten Jakob Nielsen pointerer ”Users spend most of their time on other sites”, så er det netop for at minde os alle om, at brugerne dermed også forventer, at dit site fungerer i tråd med andre sites, de kender til. Og her bliver konventioner for alvor relevante.
Der findes en lang række konventioner inden for e-handel og webdesign generelt, som du derfor bør forholde dig til i udviklingen af din løsning. Konventioner som netop er med til at skabe den genkendelighed, forventningsafstemning og tryghed, der gør brugeren villig til at investere tid og penge på dit site.
Hvad er en konvention?
En konvention er en norm eller en uskreven regel, der er gældende i et fællesskab.
Konventioner kan gælde på mange niveauer. Nogle er meget lokale og gælder for netop din kontekst, mens andre anvendes bredt på tværs af forskellige brugergrænseflader.
Konventioner eksisterer dermed i kraft af deres udbredelse: des mere udbredt et designelement er, des mere konventionelt er det, og jo større chance er der også for, at brugeren forventer, at konventionen overholdes.
Klassiske eksempler på webkonventioner er, at:
- Logoet er placeret øverst til venstre på sitet og fungerer som link til forsiden.
- Indkøbskurven i en webshop er placeret øverst til højre på sitet.
- Knapper og links er tydeligt markeret og differentierer sig fra det øvrige indhold på sitet.
Brugeren skal ikke spørge sig selv hvordan!
Brugen af konventioner relaterer sig til princippet om transparente brugergrænseflader.
Formålet med transparens er, at brugeren ikke skal tænke på, hvordan hun f.eks. køber et par bukser på dit site. Hun skal ikke tage stilling til, hvordan navigationen fungerer, hvordan hun lægger produktet i kurv, eller hvordan hun kan betale. I stedet skal hun nemt og intuitivt kunne finde bukserne, lægge dem i kurv og købe dem – dermed vil hun koncentrere sig om at vælge de bukser, hun netop synes bedst om og som passer til hendes behov eller som hun impulsivt får lyst til at købe.
Transparens opnås blandt andet ved brugen af konventioner. Konventioner som brugeren kender, og dermed ikke behøver stille spørgsmålstegn ved.
Konventioner skaber tryghed på alle sider af bordet
Anvendelsen af konventioner kan også bidrage med mere end brugervenlighed og tryghed for brugeren. Anvendelsen kan give teamet bag løsningen tryghed for de designvalg der tages. Der skal rent brugervenlighedsmæssigt tungtvejende argumenter til, for ikke at følge konventionerne, og brugen af konventioner kan dermed være med til at trække subjektive diskussioner ud af designprocessen, samtidig med, at de er argumenter for de valg, der træffes.
Dermed kan du, ved at benytte konventioner, bringe designprocessen fremad og i stedet fokusere på de diskussioner, der virkelig er centrale for din løsning: Det indhold og den forretningslogik, der er kernen i løsningen, og som afspejler virksomhedens identitet.
Konventioner er intet værd, hvis indholdet på sitet ikke er gennemtænkt. Men de danner et rigtig godt udgangspunkt for at skabe slagkraftigt og målrettet indhold, som giver mening, og som brugeren efterfølgende kan drage nytte af, da hun ved hjælp af konventionerne ikke skal forholde sig til, hvordan sitet bruges og informationerne findes.
Nej, konventioner dræber ikke innovation og nytænkning!
Konventioner er kun en spændetrøje, hvis de bruges forkert. Konventioner må nemlig ikke anses for at være det bærende i løsningen. De er en del af det underliggende skelet, som bringer dit indhold i centrum og gør din bruger i stand til at få gavn af det.
Når vi taler for konventioner, taler vi ikke for standardløsninger, men om at konventioner skal skabe værdi. Og det gør de netop, når de skaber den gode brugeroplevelse.
Der er selvfølgelig en potentiel risiko for, at visse konventioner ikke er udtryk for den bedste brugervenlighed. Især i den enkelte løsnings kontekst. Derfor er det altid vigtigt at være kritisk overfor de konventioner der tages i anvendelse. Er de for det første reelle konventioner, er de for det andet udtryk for god brugervenlighed og sidst men ikke mindst, er de meningsfulde i den konkrete kontekst?