Få mest muligt ud af din UX-konsulent

Hermed fem tips til, hvordan du får mest ud af din UX-konsulent. Kært barn har mange navne, men uanset om du kalder det user experience-konsulent, customer experience-konsulent, usability-konsulent eller brugervenlighedsekspert, så er tanken, at disse råd er relevante, når du benytter dig af en konsulent.

1. Tag selv med til brugertests
Hvis du anvender din UX-konsulent til at gennemføre brugertests, betyder det ikke nødvendigvis, at du skal lade ham eller hende gøre det alene. Du vil være i langt bedre stand til at diskutere og omsætte resultaterne, hvis du selv har været med som observatør i testene. Desuden får du uforglemmelige indtryk af at se brugerne anvende dit site. Du vil helt sikkert huske det langt bedre end selv den mest velskrevne usabilityrapport (de ligger ofte og samler støv). Du kan sidde med som observatør inde i lokalet hvor brugertesten foregår. Hvis flere af dine kolleger også ønsker at være med, kan de følge med i testen via en video-transmission – så forstyrrer I ikke selve testen.

2. Kræv argumenter
Når din UX-konsulent gennemgår en wireframe eller en prototype med dig, så skal du kræve argumenter for designbeslutninger, hvis ikke de ellers fremgår. Det er netop ting som prioriteringen af information og sammenhængen mellem forskellige elementer på siden, der er oplagte at diskutere her. Gode argumenter er f.eks. på formen ”jeg har taget udgangspunkt i at xx er det forretningsmæssigt mest vigtige, så derfor har element yy en prominent placering” eller ”vores brugertest af et lignende site viste, at brugerne opdagede denne slags information bedst, når vi placerede den her”.

3. Spørg ”hvad gør andre?”
Det er ux-konsulentens rolle at have overblikket over, hvordan konkurrerende eller lignende sites løser forskellige udfordringer. Som minimum bør konsulenten have afsøgt, hvad andre gør, så I ikke risikerer at prøve at opfinde den dybe tallerken påny. Det kan godt være, at I prøver at lave noget, der er bedre end de fleste sites, men det er en stor fordel først at vide, hvad de andre gør. Er der etableret en konvention for, hvordan et bestemt problem løses, vil brugerne nemlig forvente, at tingene fungerer som sådan. Det er meget svært at indføre helt nye navigationsformer, med mindre du er Google eller Apple. Det er også UX-konsulentens opgave at følge med i, hvilke metoder og teknikker der med fordel kan anvendes for at finde ud af, hvordan man tester eller afprøver netop den løsning, I er ved at udarbejde lige nu.

4. Gør-det-selv
Du kan gøre masser af ting selv, og herved kan du tit spare dyre konsulentkroner. Står du f.eks. for at skulle have foretaget en brugertest, kan du med fordel selv hverve brugerne. Du vil ofte have bedre og lettere adgang end din UX-konsulent til dine (potentielle) kunder. Det kræver blot, at du har tiden til at tage kontakt til brugerne, og at du holder dig for øje, at du ikke påvirker test-brugerne i en bestemt retning i processen. Du kan også overveje at få din UX-konsulent til at uddanne dig i, hvordan du selv gennemfører brugertests – det er et spørgsmål om at lære bl.a. spørge- og observationsteknik. Det kan oplagt kombineres med at du i forvejen står for at skulle have udført en brugertest.

5. Tænk på UX-konsulenten som en fortolker
Mange tror, at brugerinddragelse er ensbetydende med, at brugere giver svar på, hvordan et bestemt problem skal løses. Imidlertid er det sjældent, at de forslag, som brugerne kommer med, faktisk kan bruges direkte. Gode UX-konsulenter analyserer det bagvedliggende problem, som brugeren forsøger at komme med en løsning på. Ved at have indsigt i teknologiske muligheder og viden om, hvordan brugere tænker og interagerer med websites, kan UX-konsulenten foreslå den bedste løsning.

Du er meget velkommen til at tage fat i forfatteren af dette indlæg, ux-konsulent i Vertica, Jens Hofman Hansen, hvis du har brug for assistance til wireframing, brugertests eller rådgivning om brugercentreret design. Ring til Jens på tlf. 22 56 93 97 eller skriv til jhh@vertica.dk. Jeg vil rigtigt gerne høre fra dig!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s